Behandlingen

I min erfaring, er det tydeligt at stress spiller en stor rolle i vores symptomudvikling. Stress i dagligdagen understreger vores sårbare punkter, og gør dem tydeligere for os selv og andre. Når vi er stressede igennem en længere periode, bliver vi oftere syge og får sværere ved at komme os. Irritation, vrede og utålmodighed på den ene side og tristhed og uoverkommelighed på den anden side. Det er derfor også vigtigt at være opmærksom på de faktorer som giver stress i din hverdag. Ikke bare travlhed og ting der ikke kan nås, giver stress. Også når vi arbejdsmæssigt eller privat er i en situation, hvor vi i virkeligheden ikke har det godt, giver det stress. Og ikke kun de store syndere som fx. vold og alkohol, men også, hvis vi ikke kan udfolde os, eller ikke værdsættes tilstrækkeligt. Det er forskelligt på hvilke områder vi er sårbare, og dermed også i hvilke områder der udvikles symptomer hos os, når vi bliver syge.

 

Jeg ser en tendens til, at der bliver mindre og mindre plads til individuelle forskelligheder. Bl.a. hos sensitive børn og unge, som måske har det svært med at finde plads i daginstitutionen og skolen. Stress og depressioner, som kan opstå, når forventningerne til at passe ind, er svære at møde. Når det er svært at indordne sig og være i stand til at tage en uddannelse og være en værdifuldhed i samfundet. Diagnoser som AHDH, Asperger og tilsvarende, som virkelig gør det vanskeligt at finde pladsen i familiens dagligdag og i vores institutioner. Der findes ingen lette løsninger. Men der findes altid en vej, hvis man er villig til at se på det som er, og tage ansvar for at komme videre der fra, hvor man er.

 

Den måde, som jeg arbejder på, er måske en mulighed for dig/jer. Jeg kan ikke garantere lette løsninger, eller at det jeg kan, er vejen for jer. Men jeg kan dele af min erfaring og min dybe interesse for disse problemstillinger for os mennesker. For jeg synes at det er vigtige og centrale problemstillinger, som vi som samfund ikke har fundet svaret på. Vi har en række "nødløsninger" hvor vi hiver i "håndbremsen" og kaster en redningskrans ud. Men jeg synes godt at vi kan være mere ambitiøse. Og jeg vil gerne være med til at at arbejde dybere, og efter måder, hvor livskvaliteten kan øges for den enkelte.